Mit navn er Ida og jeg har skabt Yogavida for at skabe oplevelser, læring og inspiration for dig, der ønsker et frirum og plads til eftertanke.
Jeg planlægger og designer mine retreats, workshops og kurser med henblik på at skabe en helhedsoplevelse for dig som gæst, så du kan sænke skuldrene og være til stede – og tage energifyldt hjem efter en dejlig oplevelse.
Yoga blev en del af mit liv – da jeg sammen med min familie bosatte mig i Indien for 7 år siden.
Yoga blev en naturlig del af min dagligdag og jeg blev overrasket over intensiteten og effekten af den fysiske praksis og mærkede efter ganske få måneder en markant forskel på min fysik. En stærkere muskulatur, større udholdenhed og smidighed efterfulgt af større overskud og energi. Gennem den kontinuerlige praksis blev også mit indre liv klarere, tankerne mere fri og jeg oplevede en bedre evne til at regulere mit humør, tænke kreativt og tage beslutninger. Den følelse af at kunne påvirke mit eget velvære så betydeligt gennem min yogapraksis, gav mig lyst til at vide mere.
Gennem de næste 2,5 år uddannede jeg mig hos Aayana Yoga Academy til RYT 200 og RYT 500 Hatha & Vinyasa Yogalærer og RYT 50 Hrs ERYT Yin Yogalærer. Tilgangen på dette yoga akademi er autentisk, videnskabelig og tilpasset det moderne menneske. Det er denne faktuelle og umiddelbare tilgang til yogaen, jeg har mærket udbyttet af og derfor den jeg sigter mod at videreformidle.
Yoga og keramik
Da vi kom hjem fra Indien for 4 år siden begyndte jeg at undervise fuld tid og har stadig 8 faste yoga hold om ugen. Turen til Indien og mødet med yogaen blev livsændrende for mig og da jeg startede på yoga fik jeg samtidig modet til at udforske min kreativitet, tage kurser i keramik. Min oprindelige uddannelse til cand. mag. i visuel kommunikation blev lagt på hylden og jeg tog endnu et skridt på min nye vej og startede Krogh Keramik og underviser nu keramik kurser og workshops.
Keramik og yoga er på mange måder 2 kviste på samme gren og den meditative proces er sanselig og afstressende.
Jeg laver retreats med hjertet og intet er mere oplagt end at kombinere de 2 grene. Du behøver ikke være yogaentusiast eller have lavet ler siden børnehaven,- alle kan være med og få glæde og udbytte af processerne.
Lidt om den yoga du kan møde på mine retreats
Generelt
Jeg planlægger hvert yogaophold, så undervisningen kommer til at danne en harmonisk helhed og hver klasse har sit fokusområde. Der vil være sveddryppende og styrkende sekvenser, lange dybe stræk, åndedrætsøvelser og afspænding. Jeg guider tydeligt og trygt og tilbyder variationer af de mere krævende stillinger.
Dynamisk Yoga
Den styrkende del af yogaen kan ikke overvurderes, fordi den giver os følelsen af at have en plads og stå stærkt i os selv.
Vi skaber energi gennem styrkende stillinger, der følger hinanden og bliver til et flow. Det er en sveddryppende praksis hvor man er fuldt tilstede i sin krop og en mental proces fordi vi forbinder det til åndedrættet og skaber fokus.
Jeg bruger elementer fra hatha og vinyasa yogaen og det handler ikke om hvordan det ser ud, men hvordan det føles og gavner os hver især.
Yin Yoga
“ We dont use the body to get into the pose
we use the pose to get into the body “ Bernie Clark
Yin Yoga er en mental og fysisk praksis, hvor vi kommer dybere i strækkene og sidder eller ligger stille mellem 3 - 6 minutter i hver stilling.
Den fysiske del af yin praksis er unik, fordi den giver dig adgang til det dybereliggende bindevæv, fascia, sener og ledbånd der er sværere tilgængelige end musklerne. Denne stilnen af kroppen bliver som et spejl for vores indre følelser og forestillinger og hjælper os til at undersøge dem.
Yin Yoga lader dig opleve effekten af indre stilhed gennem fysisk stilhed og kan virke meget forløsende både fysisk og mentalt.
I en travl verden er yin en fantastisk praksis til at balancere nervesystemet og finde ro.
Yin yoga kan ikke sammenlignes med restorativ eller blid yoga, men man kan altid tilpasse hver enkelt stilling efter behov.

“Det var en helt fantastisk oplevelse at være med på dit retreat på Samsø”
“Alt gik bare op i en højere enhed din undervisning, de dejlige deltager, vejret, omgivelserne og maden. Jeg nød det HELE. En fryd for krop og sjæl. Kan varmt anbefales.
Du formåede virkelig at guide mig igennem øvelserne med din behagelige stemme, på trods af min ringe erfaring med yoga. Så tak for at udvide min horisont.”
Sofie